Brev fra Asta til Gunni om stormflod 1909

Fanget i stormflod med
fem små børn og en på vej

En lille indledning:
Mor var flyttet hjem til Esbjerg fra Grimsby i England i efteråret 1909 - alene med 5 børn og med Johannes godt på vej. Han blev født i jannuar 1910 på "Lille Veum", ved Brørup, hvor farfaster Augusta boede. Huset, vi boede i Esbjerg, lå yderst mod stranden ad Hjerting til. Det havde været lejet ud, efter at farmor og farfar, som havde haft den ene lejlighed, var flyttet til Slagelse. Som sædvanlig ved de mange flytninger fra 1901-1912 var mor ene om det, mens far var på søen. Men denne flytning hjem tog mor i stiv arm, for mor var lykkelig over, at far endelig havde indset, at trawlfiskeriet absolut ikke var noget for ham, der slet ikke kunne underordne sig, eller »gå på akkord«. (Fars samvittighed gav ham livet igennem adskillige kvaler).
Men nu var mor hjemme i »Ottehusene«, havde fået pakket ud og gjort hyggeligt, som kun mor kunne - selv de store vedbend var med alle vegne, også frem og til- bage til England. - (Jeg husker, at folk stod stille i Hart Street i Grimsby og med forundring betragtede mors baywindows med de lette smalle gardiner og de grønne vedbendranker). Og mor havde haft mægtig travlt med at sy julestadstøj til os alle, for vi skulle holde jul på "Lille Veum«, hvortil far skulle komme og også farfars med Ria. Far fiskede med "Stevns" i Kattegat.
"Vi drukner som rotter"
Den dag, stormfloden kom, var mor gået ind til byen, dels for at handle, dels for at sige farvel til venner ved Englandsbåden. Som den store, skulle jeg (knap 8 år) passe de små. Der var nu kun Esther, Anne og Harald, for Ria var jo altså i Slagelse. - Men Søgårds børn var søgt ned til os i stuelejligheden, (deres mor var også i byen og Søgård på arbejde) for blæsten larmede og ruskede i tag og kvist. I skumringen sad vi på rad i den lange sorte sofa på knæ med armene på ryglænet og med store øjne seende ud ad vinduet og ned mod stranden.
(Jeg ved ikke, hvor lang vejen var i meter, men den føltes lang, når vi gik, trækkende de små i trækvogn, først ad den sandede vej gennem strandengen, så over diget og den lange forstrand. Og dér kom bølgerne rullende med skumsprøjt og bulder). Vi måtte ikke selv tænde petroleumslampen, derfor sad vi klods op ad vinduet, mens mørket faldt på. Endelig kom mor og "Bedste", som boede hos os, Maren Søgård stridende sig mod stormen med skørterne kiltet op, vadende i det iskolde vand med hinanden i hænderne for at stå fast. At mor overlevede det! - og Johannes! Men nu kommer mors egen nøgterne beretning - der står bare ikke i den, at mor græd, mens hun bad aftenbøn med raden af unger,- heller ikke, at hun måtte vade rundt nede i stuerne og lede efter Haralds sut, - eller at mit dukkehus (det eneste jeg har ejet, en foræring, da vi rejste fra Grimsby) flød omkring med andet »løsøre« og med alt inventar og gik aldeles op i limningen. Eller at et par fiskere fra det nordre hus ud på aftenen kom kravlende over udhustagene, slog et tagvindue ind og råbte: »Vi drowner - vi drowner som rotter«.
Ingeborg.

Om stormfloden 1909

Mandag Aften d. 6. December

Kære kære Gunni!
Tak for Dit Kort, som jeg fik i Morges, jeg ventede også så meget efter at høre fra Dig efter den forfærdelige Storm, men I har måske ikke mærket den så slemt, som her.
Siden Du telegraferede i Dag, har Du vel læst i Aviserne om alt her. Derfor telegraferede jeg også så snart, det var mig muligt at komme på Posthuset i Eftermiddag, for, at Du endnu i Aften - om I da er kommen ind - kan vide at vi alle er levende og raske.
Den Nat mel. Fredag og Lørdag var vi nemlig bange for Livet. Vandet steg så hurtigt, så da Søgård kom hjem fra Havnen Kl. godt 5 1/2, da var det næsten umuligt for en voksen Mand at gå herude, og et øjeblik efter stod det 1/2 Alen over alle Gulvene herinde, og det stormede og regnede uafbrudt, og var så mørkt, så man kunde ikke se en Smule.
De andre herude fra var vist allerede gået den Gang, jeg råbte flere Gange ud af det øverste Sovekammervindue uden at få svar. Men så sagde Søgård også at vi skulde blive her, da han nok troede at Huset vilde holde.
Vi havde ellers alle Børnene i Overtøj og Støvler, men det var jo ikke nemt, for her er jo 10 i alt, og Dagmars Mor var jo også temmelig hjælpeløs - så det var jo næsten ikke til at tænke på at komme herfra. Så kom gamle Skjellemose og Jens Bakken og slog en af de øverste Ruder ud i Sovekammeret, de sad på Brændehusets Tag, de råbte, at vi skulde komme, for Vandet vilde gå over Husene.
Maren og jeg vidste så heller ikke, hvad vi skulde gøre, men Søgård sagde bestemt, at vi skulde blive, da det andet vilde være umuligt med alle Børnene, når her hverken var Båd el. Vogn.
Så fik vi først Børnene og den Gamle og siden alle Sengklæderne op ovenpå.
Maren og jeg gik i Vand til Knæene, og det gik ovenind i Søgårds lange Støvler, det steg jo stadig, det var først Højvande Kl. 7,37.
Det var forfærdelig uhyggeligt, for det stormede jo, så man kunde ikke høre andet end Tuden og Brølen og Regn og Hagl mod Vinduerne.
Heldigvis begyndte så Vandet at falde lige efter Højvande og faldt temmelig hurtigt og Barometeret steg også. Vi var jo tit hernede og se på det. Nogle Sager fik vi jo også bjerget op på Bordene, men det meste af det blev vådt førend vi kom til det.
Da først Vandet faldt så godt, så blev vi jo lidt roligere, og fik redt en stor Seng til Børnene oppe på Gulvet hos Søgårds, men det var meget uhyggeligt til noget over Midnat, da det lød som om Kvisten skulde flyve af. Men Børnene sov dog helt godt den næste Tid. Efter midnat lagde vi os også lidt i Tøjet og skulde jo se at sove lidt inden Vandet vilde stige igen.
Da trøstede vi os med, at Månen vilde komme op og tænkte, at der måtte vel komme folk herud til Hjælp, hvis det blev galt igen.
Vi lod Lys brænde over det hele hele Natten, for at man kunde se, vi var her.
Kl. 3 1/2 kom Hansen, da var det altså sådan at en Mand lige kunde gå herud. Han spurgte, om jeg vilde med, men da sov alle Børnene godt, så jeg syntes, jeg vilde se det an til lidt længere hen, da var Vandet jo allerede ude af Stuerne igen.
Hansen og Nielsen og Poul Knopper havde været på vej herud kl. 7, men måtte vende om, da de gik i vand til Halsen og var lige ved at blive revet væk.
Hen ad Morgenen stillede Vinden også lidt og Vandet faldt jo mere og mere, så man kunde gå ud i Gården, men endnu stod det jo op til Vejen, så det var ikke til at komme tør herfra. Men i Løbet af Dagen sank det da, så ved Middagstid kunde Børnene gå Norden om op på Landevejen.
Ingeborg, Esther og Anne gik så op til Hansens, og de to store blev der om Natten, for der så jo farligt ud herhjemme, der lå jo et tykt Lag Mudder over alle Gulve og alle de nederste Skuffer og kisterne, som der var rent Tøj i var gennemtrukket af Saltvand og Mudder. Så her er strengt Arbejde lige til Jul med at få det vasket og tørret.
Ellers er der ikke meget blevet ligefrem ødelagt. Ja en Del af Plankeværket i Gården er blæst helt i Stykker, men det ved Indgangen står der endnu. Havestakittet står og dingler, men er da ikke helt faldet om. Hønsehuset er væltet, og der ser jo i det hele underligt ud herude, men de fleste Steder er det dog værre. Men megen Fugtighed er der jo kommen ind, og jeg tror nok, Gulvene er sunket og Lofterne og de yderste Vægge er gennemtrukket af Fugtighed.
Ovenpå har det regnet ned i Gavlstuen og også rendt ned i Stuen herinde, men der blæste dog ingen Tagsten ned. Jeg vilde dog ønske, at vi kunde komme af med Huset, for skal vi blive her, så vil der vel nok blive en del Bekostning på det.
Hvis det kunde passe dig sådan, så var det vel bedst, om Du kunde rejse herud lige før Jul og se på det, ellers må du næsten herud en Dag i Julen, jeg synes ikke vi kan rejse fra det i flere Måneder som det er. Jeg er også bange for, at Søgårds flytter, når de kan, da Maren er bleven bange for at bo herude nu. De var ellers så voldsom flinke, vi var deroppe i 2 Nætter og spiste der både Lørdag og Søndag.
I Dag er vi så nogenlunde i Orden hernede igen, men jeg er snart træt af at rode i Skidtet, og så er det ustandselig Regn og Søle udenfor, så man kan jo ingen Ting få tørt.
Men vi må jo være glade ved at vi er sluppen så godt, og jeg er også glad, da jeg nu har hørt fra Dig. Den Nat syntes jeg, at det var umuligt, nogen kunde klare sig på Søen, her var dog et Par ude, som nu er kommen ind, men »Frem« og en til mangler vist endnu.
Nu skal jeg på Posthuset med dette kære kære Gunni. Du kan tro, jeg savnede Dig herhjemme, den Gang det var så galt. Jeg er glad ved, at Ria var i god Behold hos de Gamle, så var her da en mindre at sørge for.
Falkenbergs og Sørens måtte også ud, men er da flyttet tilbage igen, men der ser farligt ud derhenne som næsten alle Steder.
Nu kan jeg ikke mere i Aften, men nu ved Du så, at vi er alle raske, og så går det jo nok med det hele.
Lev vel kære Gunni.
Jeg skal hilse Dig fra Hansens og Petersens.

Kærligst Hilsen fra alle Ungerne
og Din egen Asta.