Nicoline Busck
– en omfangsrig personlighed

(Versene er fra en sang, Steen Busck skrev om sin mor til hendes 80 års fødselsdag på melodien: Pigen og søndenvinden.)

Nico Busck (døbt Nicoline Kjestine Marie Andersen) er død få dage efter sin 85 års fødselsdag. Hun var en omfangsrig personlighed, som har levet et begivenhedsrigt liv.
I hendes historie blev den første del ikke den mindst vigtige for hende.
Hun var født i Kongsbjerg - en landsby nordøst for Tønder - den 4. juni 1915 altså før Sønderjyllands genforening med Danmark.
Da hun blev født, var hendes far, gårdejer Hans Andersen, i en skyttegrav på Østfronten som tysk soldat. Det var han tvunget til. Hvis han var flygtet til Danmark, var slægtsgården blevet taget fra ham.
Sønderjyderne kom til at betale en høj pris, mens danskerne i øvrigt tjente godt på 1. verdenskrig - gullashbaronernes storhedstid.
Som Henrik Pontoppidan udtrykte det i sin sang fra 1920 om genforeningen "Det lyder som et eventyr" - "...Seks tusind unge sønners liv blev dine løsepenge".
Nicos mor, Cecilie, kom til at stå alene for driften af gården, da hendes svigerfar, som ellers havde hjulpet til, blev dræbt ved en ulykke i laden.

    "I "Königsberg" i Slesvigs land
    har kejseren taget Cecilies mand
    og sendt ham ud i krigens storm,
    mens hun sidder hjemme og passer på gård'n.
    På heden gror der blomster små,
    de vokser sig stærke i vinden.
    En dag, mens som'ren banker på,
    da fødes den første derinde."

Til Nico's tidligste barndomsminder hørte sange, som Dimitriev og Vasiljef sang for hende. De var russiske krigsfanger, som var tvunget til at hjælpe til på gården og dermed være med til at skaffe føde til Tysklands soldater. Om de to unge russere nogensinde genså deres kære og deres hjemland, som de sang så smukt om, fik Nico aldrig at vide.
Hans Andersen overlevede strabadserne på Østfronten og blev efter Tysklands fredsslutning med Ruslands nye herrer, Bolsjevikkerne, sendt til Vestfronten, hvor han i krigens sidste fase blev taget til fange af englænderne.
Opgøret med tysk herredømme blev en livsopgave for Hans Andersen.
Efter krigen og den nye grænsedragning fik tyskere hjælp til at købe landbrugsjord og gårde af et dertil oprettet selskab "Vogelgesang".
Mange danskejede gårde var forladte, fordi ejerne var flygtet nord for grænsen ved Kongeåen for at undgå krigstjeneste, eller fordi de, der skulle drive dem, var faldet i krigen.
Hans Andersen sørgede for, at der som modtræk til "Vogelgesang" blev oprettet en kreditforening "Det danske landeværn", som hjalp danskere ind på de sønderjyske gårde.
Konflikten mellem dansk og tysk kom til at præge Nicos liv på flere måder.
Den landsbyskole, hun gik i, havde kun en lærer, og han var tysker.
- Det var synd for ham. Han kunne ikke lære os at skrive dansk, og han blev drillet uden skånsel især af de større drenge, huskede Nico.
Hun fik efterhånden fem mindre søskende.
Men hun var kun 14 år, da hendes mor døde af kræft.
- Det var mere end jeg kunne overkomme, fortalte Nico om det, hun skulle leve op til efter tabet af sin mor.
Det kan man forestille sig.
En 14-årig pige tynget af sorg skulle tage sig af fem mindre søskende og desuden sørge for mad til sin far og to karle. I kakkelovnene blev der fyret med tørv, og vand skulle hentes ved pumpen i stalden.
Der var tungt arbejde forbundet med noget, som i dag klares ved at dreje på en ventil eller en hane.

    "I køkkenet med tørv og mad
    og opvask og søskende små på rad
    og mor, som pludselig er væk,
    en pige så sorgfuld og stagende træt.
    På heden står de blomster små
    og bøjer sig stille i vinden.
    Og ingen er der som forstår
    at tørre en tåre af kinden."

Efter at have været ude som tjenestepige på forskellige gårde fik hun indhentet, hvad hun manglede af skolekundskaber på ungdomsskole og på højskole.

Et forhold der fik følger
På Kerteminde Højskole blev hun tjenestepige efter sit højskoleophold. Der mødte hun Jens Gunni Busck, som hun blev kæreste med.
Forholdet udviklede sig sådan, at hun tog plads på en gård i nærheden af Århus, hvor han kom på lærerseminarium.
Og det gik også sådan, at hun blev gravid.
Det måtte i 1939 ikke ske for pæne piger eller for unge mænd, som ville være lærere i folkeskolen.
Jens Gunni Busck fik at vide, at man ikke kunne have en elev, der havde forbrudt sig som han havde gjort, gående på seminariet i Århus.
Selv om han var udlært tømrer, holdt han fast i, at han ville være lærer.
Det lykkedes for ham at blive optaget på Winthers Seminarium i Silkeborg, hvor forstanderen så med anderledes milde øjne på den unge mand og den vordende mor.
Det unge par blev gift i november 1939 under et besøg hos Jens Gunni's storesøster, Esther, i Lemvig, hvor borgmesteren stod for borgerlig vielse. Kirkens velsignelse måtte de vente med at få til en anden god gang. Nico var da tre måneder henne.
De forargede reaktioner på hendes "for tidlige" graviditet satte en vrede i Nico, som blev kaldt frem igen senere i hendes liv hver gang, hun stødte på fordømmende frelsthed.
Som nybagt lærer var Jens Gunni så heldig at blive foretrukket blandt 66 ansøgere til en stilling ved Sundby Skole, som blev ledig, da den daværende skoleleder, Mejlgaard, var udnævnt til amtsskolekonsulent.
Det var i 1942. Danmark var besat af tyskere.
Nico og Jens Gunni havde lært at klare sig med lidt. Tørv som brændsel var Nico vant til. De kunne graves i Hundborg mose i Thy.
Strengt var det. Transportmidlet var cykler, hvor der også skulle være plads til deres lille dreng, Steen. Så der skulle mange ture til i de kolde krigsvintre.
Steen fik en snor om benet, så han ikke forvildede sig ud i mosen, mens de vendte tørv.

    At vende tørv, til det bli'r sent,
    mens Steen sidder tøjret med snor om ben't,
    det kan man sagtens holde til,
    når bare man vidste, hvad Jens egentlig vil.
    På heden står de blomster små
    og holder sig ranke i vinden.
    Hvad tømreren end tænker på,
    så har han sig giftet med hende.

Jens Gunni og Nico levede under en konstant trussel, fordi de så hurtigt som muligt fik kontakt til modstandsbevægelsen.
De organiserede våbensmugling og fordelte illegale blade.
Tanken om at gå "under jorden" og ind i modstandsarbejdet på fuld tid trængte sig på.
For så synlige personer i sognet som degneparret er det næsten umuligt at tage del i illegal virksomhed uden at blive opdaget, og Jens lagde ikke ligefrem skjul på, hvor han stod, når han aften efter aften var ude i forsamlingshuse som oplæser og foredragsholder.
Men de kom godt gennem krigen.
Da krigen sluttede, havde de tre børn at forsørge.
Yderligere tre børn kom med få års mellemrum i efterkrigsårene.

Kulturcenter i Sundby
Det var ikke kun degnen i Sundby, Jens Gunni Busck, der var var udadvendt og aktiv i foreningslivet.
Også Nico stak hovedet frem.
I begyndelsen af 60-erne arrangerede hun weekendkurser på Sundby Skole for folk fra hele landet. Et af dem var med billedhuggeren, Harald Isenstein. Han blev så begejstret for egnen, at han besluttede sig for at købe Klitgård ved Sundby Molerværk. Her ville han skabe et kulturcenter med skole for billedkunst og teaterværksted.
Inden det kom rigtigt i gang, blev han desværre syg, så der var kun aktiviteter en enkelt sommer.
Nicos personlige venskab med Gorma- og Eilif Krogager, Tjæreborgpræsten, førte derefter til, at de overtog Klitgaard, og desuden købte fem-seks husmandssteder i Gullerup - alle med en smuk beliggenhed ud til Thisted Bredning.
Nico blev sat til at lede oprydning og ombygning, så husene blev egnede til ferieophold for Tjæreborg-koncernens personale. Mens Tjæreborg sendte alle andre sydpå, foretrak Krogager-parret og deres nærmeste medarbejdere selv at holde ferie ved Limfjorden.

Da rødstrømperne kom til Sundby
I slutningen af 60-erne og i 70-erne var Nico stærkt optaget af den nye kvindebevægelse.
Næppe var rødstrømperne begyndt at røre på sig i København, før de mere markante blandt dem, blev inviteret til Sundby Skole.
For rødstrømperne var det en stor oplevelse at møde konerne fra Sundby.
Det nærmest overrumplede dem pludselig at nå så langt ud med deres budskab, og det fik dem til at overveje, om deres virkemidler nu også var helt gennemtænkte, når det gjaldt om at nå ud til en bredere kreds af kvinder.
Også konerne i Sundby fik noget at tænke over, og begyndte måske at stille krav til tilværelsen, som de ikke havde stillet før.
Ud af det voksede foreningen "Kvinder på Mors", som arrangerede kvindefester og seminarer og i øvrigt ikke stod tilbage for, hvad aktive kvinder satte gang i i de år.
Men hvor rødstrømper i København førte sig frem i overalls og træsko, var kvinderne på Mors mere til yndefulde bredskyggede hatte med festlige plumager af strudsefjer.
Nico havde købt hele restlageret af damehatte og strudsefjer i kassevis i en nedlagt hattebutik i Mariager.

    Mens svigerbørn går frem på rad
    - for pigerne hopper fra blad til blad -
    i kvindekampen går hun ind,
    og degnen han får sig en ekstra på skrin't.
    På heden står de blomster små
    og bøjer sig alle mod venstre,
    i nye potter vil de stå,
    men hun bli'r hos ham, som hun kender.

I 80-erne skriver Nico i ti billeder et skuespil om Sundby med udgangspunkt hos et pensionistpar, Bækhøjs, som hørte til de nærmeste naboer og venner, mens de levede. Forestillingen blev en så stor succes, at det blev opført udendørs i Nykøbing et halvt år efter.
Det næste spil, hun skrev, og som hun selv syntes bedre om, og som hun lagde mere sjæl i, er aldrig spillet.
Det handler om et af sognets fattigste hjem, hvor konen måtte slide sig igennem som vaskekone på daglejerbasis. En barsk livshistorie, som sætter egnen i et lys, der måske er lidt for skærende for en del af dem, der i givet fald skal spille rollerne.
Nicos sociale engagement kom også til udtryk, da hun blev sat til at stå for børneværnet i lokalområdet. Hun greb kontant og konsekvent ind, når børn i svækkede hjem så ud til at vantrives.
Hun havde børnene lige uden for vinduerne i skolegården, så hun kunne følge med i, hvordan de så ud til at have det.
Hvis børn fra svage hjem ikke kom i skole, handlede hun resolut, og gik hjem efter dem. Og hun gik over i skolen og sørgede for, at klassekammeraterne rettede sig, hvis de havde skræmt nogen til at skulke.
Hun havde let ved at sætte sig i respekt.
Op gennem 80-erne lagde hun sit sociale engagement i Folkekirkens Nødhjælp, som hun bl.a. hjalp ved at passe genbrugsbutikken i Nykøbing.
Efter tabet af hendes to ældste døtre, Ingeborg i 1986 og Asta i 1992, krævede familien alle hendes kræfter.

    ...På heden står de blomster små
    og bøjer sig sagte for vinden.
    Skønt stærke har de lært som få,
    at nogen kan knække før tiden.

Ingeborg døde som 43-årig og Asta som 49-årig. De efterlod sig begge to børn.
Gunni

    Men selv om tiden er så kort,
    forsvinder med den ikke alting bort,
    hun satte sig så mange spor,
    hun var os en kærlig og levende mor.
    På heden står de blomster små
    og bøjer sig roligt i vinden.
    Vi fik den styrke, man kun får
    fra kærlige mødre som hende.