I gudsfrygt og nøjsomhed livet der
gik fort sin gang,
og drengen han voksed' sig køn og kær
til mo'rens sang.
Sange og sagn drengens verden besjæled',
mens mor og søstre ham dygtigt forkæled',
han sad i et smørhul i Danmark.

I slægten man mente, at ånd og hånd
bør følges ad,
han blev i sin fars og sin farfars ånd
en håndværksmand.
Tømrere, fiskere blev de som kristne
mindre af evne end idealisme,
mens præsterne treves i Danmark.

Dog højskolen drejed' hans bane ind
på skolevej'n,
med sange og sagn og sit lyse sind
han blev en degn.
Stærkodder, David, Niels Ebbesen, Sindbad,
degnen fortalte, så øjnene tindred',
og himlen blev høj over Danmark.

Da tyskerne grønne i tusindtal
med våbengny
faldt ind over landet, da blev han gal
og drog af by,
cykled' til Århus og siden til Selde,
i frihedskampen han modigt sig meldte,
mens tyskerne råded' i Danmark.

Med kvinderne var det en anden sag,
her sank hans mod.
Han havde dem over sig nat og dag,
ihvor han stod,
mødre og søstre og piger på stribe,
alle de ville den Jensemand gribe,
men Jens elsked' bare Mor Danmark.

Da kom der en pige fra Slesvigs land,
og Jens han faldt,
han så sig nu pluds'lig som hendes mand
i ét og alt.
Først én, så to, så seks unger på stribe,
dejlige nok, men uha sikken knibe
for Jens i det fattige Danmark.

Han kæmped' med gælden i mange år,
den strid består,
og Nico hun drog i hans nakkehår,
hun stadig slår.
Frihed og kærlighed ret at forene,
den sag får ingen så let på det rene,
slet ikke blandt Buscker i Danmark.

Men friheden som var hans hjertesag,
den gav han hånd,
han lettede sindet for nid og nag
og alskens bånd
både hos andre folks børn og hans egne,
når han lod sagnet og sangene tegne
et friere, lysere Danmark.