Ægteparret Asta Engberg og Gunni Busck
Asta Engberg blev født d. 29. april 1877, som den første af Harald
Lavrids Engberg"- og Signe Frederikke Læssøe's 6 børn. Med sin 2.
kone, Elfride Mathilde Knudsen, søster til Jacob Knudsen, fik Harald 6
børn. Asta var fanebæreren for denne flok på 12, (3. generationen efter
Jacob Frederik Engberg), født i Hatting ved Horsens, hvor faderen
havde sit første embede som kapellan. Hendes opvækst var først og
fremmest i Hemmet og Sønder Vium syd for Skjern. De fik i alt 9 børn
i løbet af 19 år, hvoraf de seks første kom til verden i de første ni år,
så Asta's engagement i børnepasning kan vi tænke os til. Hun var
forlængst rejst hjemmefra, da hendes forældre flyttede til Hundslund
nord for indsejlingen til Horsens fjord, hvor kun Idun, som den tolvte
af flokken, er født. Det var i Hundslund, at morfar Harald fra 1900 til
1923 havde sin længste embedsperiode.
I dette, "de store vidders land" voksede Asta op i et mylder af små
søskende, som hun livet igennem var en anden mor for.
Mens drengene kom i skole hos "æ degn", fik pigerne lidt tilfældig undervisning, indtil
de blev gamle nok til at komme på højskole. Asta var på hele tre, sidst
Frederiksborg hos den landskendte Holger Begtrup, suppleret med
forskellige kurser rundt omkring.
På de tider var det skik og brug, at præsteenker flyttede til Kongens København for at kunne have familiens
drenge boende i deres uddannelsesperiode, så der slap Asta ind. Her fik
hun kursus i dansk litteratur hos professor Starke, gymnastik og sund-
hedslære på Teilmanns Instiiut, og klaverundervisning m.m.
En tid var hun "ung pige i huset" hos Augusta, den yngste datter af den kendte
præst Gunni Busck fra Brøndbyvester. Ægtefællen Anders Pedersen var
cand. jur. og lærer på Askov Højskole. I deres hjem på Klevanggård ved
Brørup fik hun undervisning i vævning og håndarbejde, sang og fortæl-
ling, hvor stoffet var bibelhistorie og den nordiske mytologi og saga-
verden. Men det var først og fremmest sangen, der samlede de unge,
hvor husfruen, den meget virksomme "Augustamor", den tids Anna
Sofie Seidelin, som den ledende kraft, skabte et rigt festligt og
"besjælet" miljø med hele sognet som engagerede. Asta med sin lyse
høje stemme sang gerne for. Det var i dette frodige miljø hun første
gang traf Gunni Busck, barnebarn af omtalte Brøndbypræst, der var
hjemme på orlov fra en langfart.
Under en folkedans, bestemte Asta, den nu 17-årige ungmø, sig til at
demonstrere den evige sandhed i forbindelse med valg af ægtefælle.
"Den mand vil jeg ha engang" - og den søde musik måtte have gjort sit, for Gunni foreslog hende, at de skrev sammen, og gav hende sin
næste langtfartsadresse i Afrika. Det blev til en stor brevveksling, der
stadig er tilgængelig i familiens arkivalier.
Gunni opgav efter nogle år langfarten med sejlskibe, tog styrmands-
eksamen, og først nu fik de ring på og drog sammen rundt og præsente-
rede sig i begges store familier, som det hørte sig til. Gunni overtalte
Asta til at tage med sig et år til Hull, England, da han mente, deres
fremtidige hjem ville blive der. Her fik Asta, hjulpet af den danske
sømandspræst, plads i et engelsk hjem, en periode, hvor hun bl.a. lærte
mange engelske sange. Det var i slutningen af Boerkrigen med national
opblomstring og frustration over den langvarige krig.
Gunni var i
mange år kommet meget på Vallekilde Højskole. Herfra fik han om
sommeren tilbud om et job som skipper på kutteren "Mågen", der skulle
fiske ved Island, og samtidig havde man oprettet en sømandsskole i
Gevnø ved den nyoprettede højskole og frimenighed på Stevns, hvor
man ønskede ham som leder i vinterhalvåret. Det satte fart i begiven-
hederne. Asta blev kaldt hjem fra Hull og Gunni fik overtalt sin sviger-
far ikke alene til at holde bryllup, men også til at give sin tilladelse til at Asta
påmønstrede Gunnis skib som kok.
Brylluppet stod i Hundslund d. 24. marts 1901 - med deltagelse af 10 af
Astas søskende viser bryllupsbilledet. En stor flok kærlige mostre og
fastre hjalp til med at sy og samle udstyr og kort efter stod "Mågen"
med sin lille hjælpemotor ud med kurs mod Ønundafiord på Island, et
farvand, som Gunni var velkendt med. Skibsudstyret omfattede også
bibler, salmebøger, bind af Bjørnsson, Ibsen, Jonas Lie med flere, for-
uden et bundt familiejournaler. Det blev en dejlig sommer, - også
fangstmæssigt. De boede fast i fjorden, fiskede fra små både, hvor fang-
sten blev afhentet af engelske dampskibe. Asta boede på land hos en
familie, som de knyttede et varmt venskab med. Den ene af deres to
sønner, Joakim blev senere gift med Astas søster Helga (jvf. beskrivelsen
af Gunnar Engberg Godwin).
Hjemturen var næppe så behagelig for Asta, da hun var blevet gra-
vid. Det var forfatteren til denne beskrivelse, der var begyndt at gøre
sig gældende. Flere af gutterne på turen besluttede sig til et højskoleop-
hold på Stevns, hvor Gunni underviste og førte op til et navigationskur-
sus, der senere i København kunne udbygges til styrmands- eller skibs-
fører-eksamen .
Jeg så dagens lys i januar 1902 og glad var også mine bedsteforældre
for deres første barnebarn, men morfar Harald måtte som folkekirke-
præst til sin store skuffelse sige nej til at døbe mig. Det stred på det
tidspunkt mod reglementet for frimenighedskirken. Senere blev disse
regler ændret og han fik rig lejlighed til oprejsning.
Gunni kunne ikke
undvære den frie og friske tilværelse som fiskeriet gav mulighed for, -
derfor rejste Asta i disse år ofte sammen med børnene mellem Stevns og
Esbjerg.
Det krævede mod og stor robusthed og ikke mindst viden og dygtig-
hed i navigation og stor sømandsskab at skulle fiske og håndtere en til-
værelse under Nordsøens barske vilkår. Men far var sømand og fisker
af "Guds nåde". Kom til søs allerede som l4-årig, har sejlet med små-
skibe og langfartsskibe, fiskekuttere og trawlere. Tog sætterskipper- og
styrmands-eksamen. Fra 1902-06 ledede han som nævnt Navigations-
afdelingen på Stevns Højskole om vinteren. Fiskede fra eget skib fra
Esbjerg, Grimsby, Island, Nordsøen, Østersøen og Kattegat.
Efter 5 år ophørte far som højskolelærer, og viede al sin tid til fiskeriet, en tid fra
Grimsby i England. Mor flyttede med derover, hun besad en utrolig til-
pasningsevne. Men trawlfiskeriet passede dog ikke far helt, så han
besluttede sig til at flytte til Esbjerg igen, hvor vi tik vort gamle hus
mod Hjerting bugt igen. Jeg bærer endnu billedet i mig af min mor, der
af glæde over at være hjemme igen knæler ned og kysser den danske
jord. Da havde hun fem børn og nr. 6 var på vej. Og vi var næppe
kommet i orden, før den store stormflod satte ind. At mor i syvende
måned overlevede denne novemberstorm var et under. Far fiskede på
dette tidspunkt i Østersøen. Men venner hjalp os og vi kom ud til "Lille
Veum" ved Brørup og holdt en dejlig jul og broder Johannes blev født
og døbt.
Vor skolegang var noget særligt, også for den tid. Far og hans
søskende var altid blevet oplært hjemme, så det skulle hans børn også.
At mor så nærmest var ene om det job, tog far let. I Grimsby, hvor der
var tvungen skolegang, kom kun vi to "store" i skole og uden at kunne
et eneste engelsk ord. Først, da vi var 7 børn, slog mor i bordet og fik
sin Gunni til i november 1912 at købe huset "Dragshøj" nord for Århus.
Det var indledningen til, at vi kom i den offentlige skole. Men ingen af
os børn fik dog lov til, trods bønner og skolens henvendelser, at gå i
mellemskolen. Jeg ved ikke, om far havde arvet en skræk for den "sorte
skole", men det er en kendsgerning, at vi alle senere gennemførte en
eller anden uddannelse. Det var en formidabel præstation af min mor at
skulle både opdrage og undervise ni børn til at tage ansvar for deres liv
og gennemføre et uddannelsesforløb med de beskedne midler, familien
havde til rådighed.
På et tidspunkt kom to børn til + en lille kusine Ritta Engberg, som i
forbindelse med afståelse af de vestindiske øer var vendt hjem fra Sct.
Thomas med tante Dikte. Hendes far Holger Læssøe Engberg mente, at
det kunne mor selvfølgelig nemt klare. Der var i disse år liv og glade
dage i vort hus. Vi tre næsten jævnaldrende piger spillede sekshændigt.
Mors brevskrivning var legendarisk. Telefon fandt mor overflødig, anså
brevskrivningen som mest værdifuld og dette fastholdt hun meget
længe. Da de mange børn var fløjet fra hjemmet, modtog de alle et brev
om ugen.
Min far var et vidunderligt menneske og efter vore normer det man
kalder en personlighed, men vist også det, vi vil betegne som en ener.
Han elskede sine børn og børnebørn. Døde desværre i sit 61. år. Han fik
lov at forblive i sit hjem under hele sygdomsforløbet, og mor plejede
ham med støtte af os søstre på skift. Far var vel forberedt til "at sige
verden ret farvel" ,en af de sidste dage sagde han: "Åh Asta, jeg glæder
mig sådan til at se, hvad der er bagefter". Han fik efter ønske en enkel
begravelse ved sognepræsten Falk ved Christianskirken. Det var i august
1936.
Jeg har haft en mor, der altid sang og skabte glæde omkring sig. En
humørspreder af natur. Og vi har haft et udadvendt gæstfrit hjem, åbent
for slægt og venner og mors evne til at forvalte sin kærlige omsorg for
andre var enestående. Det, der set i bakspejlet, prægede min far og mors samspil, som et tidsbillede, er livsglæde, livskraft og livsduelighed og en
udpræget retsindighed. De var begge stærke personligheder, nok også
for deres tid, levede et nøjsomt, puritansk, men åndeligt meget rigt liv
sammen. At de var robuste, lyste ud af dem. Far havde en udstråling og
var litterært, åndeligt og stærkt religiøst engageret, ragede op over de
fleste. Hans bedstefar var den kendte præst i Brøndbyvester, Grundtvigs
nære ven, Gunni Busck, der døde i 1869. En fundamental indstilling til
livet kom til at præge os børn med kærlighed til hjemmet og et sam-
menhold, som jeg tror er sjældent at opleve i vore dage. Men der var
samtidig store rammer og selvstændighed, og først og fremmest lærte vi
at tage ansvar og være ansvarlige.
Den tid var også udfordringernes tid – på næsten alle områder, men
den begivenhed, der overskyggede alt andet, var tabet af Sønderjylland. Det tyske nederlag i første verdenskrig åbnede
adgang til en grænserevision. Far var født i Bovlund, så de var begge
med til både afstemningen og Genforeningen.
Mor blev boende i "Dragshøj" oplevede 2, verdenskrig, døde d. 26. august
1968 hos sin yngste søn, Jens og hans kone Nicoline, i Sundby på Mors og er begravet i Århus.
Ingeborg ("Inna") Busck-Jensen i "Slægtsbog for Familien Engberg"1996
|